Gå til indhold

Den politiske og bureaukratiske forurening kvæler innovation og viden


På trods af megen ordskvalder fra politikere og bureaukrater om videnssamfund og udvikling taber Danmark og EU i stor stil videnstunge arbejdspladser til USA og fjernøsten.

Det er ikke så mærkeligt. For det første har man formået at demotivere halvdelen af befolkningen, for det andet har man ikke fattet, at det afgørende for viden og innovation er gode vilkår for erhvervslivet. Det vil sige lave skatter og fair og fri konkurrence med lige muligheder.

Alle mulige og umulige kommissioner og starthjælp og bistand, og hvad har vi af statslige og bureaukratiske tiltag, virker ikke en pind. Det er den grundlæggende økologi, der skal være sund. I naturen er der fri konkurrence og lave skatter. Dét virker!

Jeg ved alt om det. Jeg har selv startet virksomhed op. Det eneste, der tæller, er lav skat og at staten ikke går ind og støtter konkurrenter. Væk med konkurrenceforvridning og høje skatter, tak! Det skaber sunde, stærke og konkurrencedygtige virksomheder, der kan klare sig overfor udlandet også.

I Danmark er der et uigennemsigtigt net af erhvervsstøtte på alle mulige leder og kanter. Finansieret af erhvervslivet selv gennem skatter. Staten tager med den ene hånd op giver med den anden, og hver gang en krone går gennem det apparat, forsvinder 50 øre i bureaukrati, der intet bidrager til produktion og konkurrenceevne.

Hvad, der næsten er lige så slemt, er, at statens mange "støtteordninger" - som bare er omfordeling for staten skaber ikke selv værdi den kan støtte med - fjerner fokusset fra udvikling, forskning og innovation. I stedet for at blive god til innovation, tænker virksomheder i, hvordan de kan få snablen i kassen og suge pengene ud af de få, der rent faktisk innoverer.

På den måde forsvinder innovation og alt det andet politikerne fortæller os, vi skal leve af, stille og roligt, men ganske sikkert fra Danmark og EU. Det paradoksale er, at dem, der fortæller os, vi skal leve af det, er dem, der går forrest med at slå det ihjel.

Det er meget simpelt. Politikere og bureaukrater har forurenet jorden har i Danmark og EU med så mange perverterende og ødelæggende incitamenter, at der ikke kan gro innovation her. Samtidig høster de langt ud over bære-kapaciteten gennem alt for høje skatter. På den måde er der ingen såsæd tilbage og det samlede udbytte bliver mindre fra år til år.

Premium Drupal Themes by Adaptivethemes